Indkaldelses til generalforsamling i LLB, som afholdes i klublokalet:
Onsdag den 30. november kl. 18
Vi starter med et par stykker smørrebrød, så af hensyn til indkøbet, så ring venligst til Dirch. hvis I ønsker at deltage i spisningen. Det formelle møde starter kl. 18:30.
Dagsorden i.h.t. vedtægterne:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning fra bestyrelsen om lavets virksomhed i den forløbne periode.
3. Forelæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning samt årsberetning til godkendelse og evt. beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte regnskab.
4. Forelæggelse af aktuel økonomioversigt og vedtagelse af budget samt kontingenter m.v. for det kommende år.
5 .Forslag fra bestyrelsen: Vedtagelse af nye havneregler.
6. Forslag fra bestyrelsen: Depotrumsleje hæves til kr.1.250.- pr. år.
7. Forslag fra bestyrelsen: Vintergebyr for medlemmer og gæster.
8. Valg af kasserer.
9. Valg af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer.
10. Valg af suppleanter til bestyrelsen.
11. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
12. Eventuelt.
Vedtægter 7.3.Bestyrelsen består af formand, kasserer og yderligere 3-5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, således at formanden og 3 (2) medlemmer vælges i lige år, mens kassereren og 2 (1) medlemmer vælges i ulige år. Suppleanter til bestyrelsen samt revisorer og revisorsuppleant vælges for et år ad gangen.
Følgende er på valg og ønsker ikke genvalg:
Kasserer Knud Bent, Michael Larsen og Anja Kiersgaard.
Bestyrelsen foreslår:
At Lars Rasmussen vælges til kasserer.
At Poul Levin og Peter Dammand vælges til bestyrelsen.
At Kurt Pedersen vælges til suppleant.
At revisorer og revisorsuppleant genvælges.
Forslag 5 til 7
ad 5 begrundelse:
Havnereglerne ændres løbende af bestyrelsen, og i år er de skrevet en del om.
Specielt skal vi henlede opmærksomheden på:
-
Partnere i både skal betale medlemskab til LLB. Dette begrundes i, at partnerne har adgang til havnens faciliteter, og at de som partnere oppebære den ret, at kunne overtage en bådplads. Andre, ikke partnere, der vil stå på venteliste til en bådplads betaler også medlemskab.
-
Der stilles krav om at alle fortøjer med stævnen mod boldværket.
-
Det præciseres, at man ikke må udlede sort spildevand i havnen.
Ad 6 begrundelse:
Det er et meget attraktivt gode at have et depotrum, og den store venteliste bliver ikke kortere. Den nuværende pris afspejler ikke rimeligt dette godes herlighedsværdi.
Prisen er ikke reguleret længe.
Ad 7 begrundelse:
Servicegebyr i Langelinie Lystbådehavn indføres fra november 2012.
Der har de seneste år været et stigende antal både, der har valgt at blive liggende i vandet i vinterhalvåret. Sidste år var det godt 40 % af alle både i havnen.
Bestyrelsen foreslår derfor, at der fra og med vinteren 1. november 2012 opkræves vintergebyr på 1.000 kr. + moms pr. båd.
Beløbet skal bruges til, at man i vinterperioden får forøget opsyn med fortøjnings-anlægget, havnen i øvrigt, rengøring, pasning af klublokaler, samt salg af el.
Gæstebåde skal i perioden 1. november til 1. april betale et særskilt servicegebyr på 500.- kr. + moms pr. måned for rengøring og adgang til lokaler, toilet og bad.
Gæsteleje for længere anløb (1 måned og derover) i perioden 1. november til 1. april er for 2011/2012 sat op til 600 kr. + moms pr. breddemeter. For kortere perioder en leje 50 % af den normale sommertakst.
Beretning til generalforsamling 2011:
2011 har været et stille år for LLB. Men det skal dog nævnes, at vi, som resten af Storkøbenhavn, havde to store skybrud, som begge gav en del vandindtrængning i vores køkken og klublokale. Tak til de medlemmer der i timerne hjalp til for at begrænse skaderne. Oversvømmelserne medførte en masse ekstra arbejde til Dirck, der måtte afvaske køkken og alt inventar og længe køre med affugter. Skaderne på havnefronten var heldigvis minimale, og By og Havn har udbedret de forhold som vi har påpeget. Ingen tekniske installationer har lidt skade.
Vi har i år ansat Ditte som ny afløser for Dirck, og det har pyntet i kontoret. Ditte har også sin gang i KØS, hvor hun bl.a. virker som underviser i deres sejlerskole.
Det har også været et år, hvor en del nye ansigter trådte ind i bestyrelse og udvalg. Og knapt var bestyrelsen tiltrådt, før Knud Bent af personlige årsager ønskede at blive aflastet i arbejdet som kasserer. Da vi i forvejen havde planlagt at Lars Rasmussen kunne tage over efter Knud Bent, tilbød Lars allerede nu, i tæt samarbejde med Knud Bent, at køre økonomifunktionen indtil næste generalforsamling. Tak til Lars for at have udført det ekstra arbejde det medførte.
Som alle sikkert har observeret, så har vores mandagssejladser igen i år været en stor succes. Stik imod hvad vi hører fra andre klubber, så vokser LLB’s deltagerantal til kapsejllads. Men vi har også et perfekt setup med prof sejllads ledelse, frivillige ubestikkelige dommere, gourmet kok, og sejlere der, selv om de efterhånden kender reglerne, meget nødigt protestere når nogen gør dem uret på banen. Næsten alt kan løses med en kvajebajer. Kapsejllads er en perfekt måde at blive en bedre sejler på, og vi vil meget gerne have alle med.
Øvrige sociale arrangementer har desværre været for nedadgående. En tendens som vi også kender fra andre klubber landet over. De sociale arrangementer der alene indeholder samvær, fællesspisning og interessen for hinanden, har desværre hårde tider. Men hvis det er sådan vi helst vil have det, så er det jo sådan vi får det. Men skulle der være medlemmer, der ønsker at gå imod strømmen, så vil bestyrelsen meget gerne støtte initiativerne. Vi har jo i LLB nogle perfekte rammer at tilbyde sociale arrangementer i små eller større grupper.
Havnens administrative løsninger er blevet fornyet. Vi benytter nu vores TallyKey system lidt mere, vi har implementeret et nyt tidssvarende økonomisystem, og så har vi fået en ny forbedret hjemmeside. Desværre nåede vi ikke så langt som formanden havde håbet, men det må så komme næste år. Vores bogholder Birte, som vi ansatte i januar, flytter ’desværre’ til Århus, så nu er vi på udkig efter en ny bogholder, der har lyst til et 2-3 timers ugentligt job i klubben. Forslag modtages med glæde.
Bestyrelsen har brugt mange timer på en strategiplan. En plan og et indhold der gerne skulle afspejle de valgtes politikker for LLB’s virke i fremtiden. Strategiplanen er desværre ikke klar til udsendelse netop nu, men det forventes, at den ligger klar på vores hjemmeside inden generalforsamlingsdagen. På generalforsamlingen kan der selvfølgelig stilles spørgsmål til bestyrelsens vision og missioner, men det vil blive den ny bestyrelses opgave at lave en egentlig handlingsplan, hvis den ny bestyrelse er enig i den gamle bestyrelses mål og midler.
Vores formand for havneudvalget (Hans) har hvisket mig i øret, at vores venteliste snart løber tom. Krisen, eller andre forhold, har desværre betydet, at 7 medlemmer har
opsagt deres bådplads, og da halvdelen af vores venteliste ikke påtænker at købe båd netop nu, så er vi i den situation, at vi i år kan tilbyde en havneplads til medlemmer der kun har været skrevet op i 9 måneder.
2012 Bliver nok året, hvor vi skal ud og markedsføre Langelinie Lystbådehavn.
Vores sejlerskole har i år afholdt hjertestarter kursus, og i februar forventes det, at vi opstarter et Duelighedskursus. Der er allerede mange, der har tilmeldt sig på liste ved havnefogedens kontor, men der er plads til flere.
Som det fremgår af vores regnskabsmæssige estimat for 2011, så har vore indtægter svigtet med ca. 34.000 kr. hvilket vil resultere i et mindre underskud, efter afskrivninger, i størrelsesordenen 20.000 kr.
Slutteligt en tak til alle jer i bestyrelse og udvalg, der har gjort en uselvisk indsats for at vores lille lystbådehavn kan være et dejligt og velfungerende frirum for alle LLB’er.
Bestyrelsen
v/Alex Næstholdt





AN
|